Menneskekroppe/arkitekturer

Af Alex Steen

Første gang jeg så billedhuggeren Dick Nyhuus's hvide eller patinerede torsoer og buster på Charlottenborg ("Corner") i København, følte jeg mig tilbage i Pompejis og Herculanums klassiske ruiner, hvor jeg for år tilbage var mere end betaget af de menneskekroppe, som naturen og den vulkanske lava havde overrasket og gjort til levende menneskemonumenter af stor skønhed.

Dick Nyhuus's figurer har samme alvor og drama og den samme tysthed og tragedie. Sporene og mærkerne efter fingrenes aftryk i leret er fulde af altruisme, og man passerer ikke forbi dem, uden de berører én og vil i dialog. Hans kroppe og buster er en slags arkitek-turer på linie med de mere konkrete og enkle skulpturer, han i dag har kastet sig over, inspireret af århundreder gamle kirker, kors, skibe og bygninger, hvis former han har oplevet på rejser i Italien. Skulpturerne, som han af økonomiske grunde laver i gips og ikke bronze, er ikke bare ydre skaller, men kerner med både temperament og udstråling.

Nyhuus har sjælen med, når han modellerer sine skulpturer, og energierne i dem strømmer og sitrer for fuld kraft ud i de rum, hvor de er anbragt og får alting til at ånde og leve med.

Derfor kan jeg heller ikke forstå, når nogen taler så meget om det fysiske i hans kunst. Jeg synes snarere, hans skulpturer har deres udgangspunkt i de psykiske oplevelser, som hver dag presses ned over hovederne på os af medierne. Han kan selvfølgelig lide at arbejde med kroppen i værkerne, men det er karaktererne i fladerne, ridserne måske, skyggerne i kroppens spil, patineringens nuancer og selve sliddet med at skabe helheden, der afspejler den åndelige dyna-mik og giver resultatet den endelige personlighed.

Og selvom det ikke ligefrem er "in" i dag, er han heller ikke bange for at erkende, han arbejder med hjertet. Netop på det punkt er det en glæde at se, hvordan Nyhuus som kunstner er tro mod kunstens klassiske traditioner og på ærlig vis følger sin egen indskydelse. Tidens modeluner er ikke ham og hurra for det.

Dick Nyhuus er påvirket af store skulptører som Brancusi, Giacometti og på den hjemlige

front en skulptør som Svend Wiig Hansen, der alle har givet ham en masse at arbejde med og gå ud fra. Selvfølgelig skal man ikke lukke øjnene for det, der er godt og kan gøre én bedre.

Men skulpturerne er hans egne, lavet af en kunstner, der er både blufærdig og sårbar, og som må kæmpe for den kvalitet, han når. Men som også med sine enkle figurer, hvad enten det er mennesker eller kirkekors, viser os, at gipsen, selvom det er et billigt materiale, kan rumme både følsomhed og skønhed - og kunst der vil. Nyhuus's skulpturer stiller sig på tværs af en, så man ikke kommer forbi, men tvinges til at gå hele vejen udenom. Men derved opdager man, at bare én af hans skulpturer reelt er mange, fordi man oplever den som ny og jomfruelig, lige meget hvilken vinkel, man ser den fra.

Lige i øjeblikket blander Nyhuus sig i striden omkring Store Torv i hjembyen Århus og viser også her, at han har temperament, og ikke er bange for at sige sin mening. Havde kunstnerstanden dog bare nogle flere af hans slags. De fleste er nogle tøsedrenge, bange for at ødelægge næste salg!